Pilea Pengeplante med de mange navne
Kært barn har mange navne, og det har den kære plante – Pilea – også. Dens videnskabelige navn er Pilea peperomioides, men du kender den måske som tallerkenplante, elefantøre, kinesisk pengeplante, missionærplante eller noget helt femte. Det skorter i hvert fald ikke på kælenavne til den fine, lille plante, som blev bragt fra Kina til Norden i 1940’erne.
I dag er Pilea en populær beboer i de danske stuer. Måske skyldes det, at den er relativt hårdfør og nem at have med at gøre. Den elsker lys, men har dog ikke så godt af at stå i direkte sollys, og så skal den helst ikke tørre for meget ud imellem vandingerne. Men derudover er den taknemmelig og dekorativ.
Fra een til mange
Hvis din Pilea har det godt, vil den formentlig ofte få stiklinger, så du kan relativt hurtigt og nemt udvide bestanden til en større flok.
Vent til stiklingerne har fået en vis størrelse. Bræk eller skær dem så forsigtigt af stammen på din moder-Pilea, og plant de små nye Pileaer i hver deres nye potte.
Hvis planten ikke trives
Hvis din Pilea har fået gule blade, kan det være fordi den ikke får lys nok. Måske hjælper det at flytte den til et lysere sted i rummet. Men husk stadig på, at den ikke kan tåle direkte sol.
Nogle gange kan også være nok at dreje planten en omgang. Måske står den egentlig lyst nok, men har bare brug for at blive vendt om engang imellem, så alle bladene får glæde af lyset.
Gule blade kan også være et tegn på, at du giver din Pilea for meget vand.
Hvis bladene bliver brune og tørre, kan det være fordi planten står for solrigt eller måske for tæt på en radiator. Prøv om en anden placering i rummet, passer den bedre.
De vigtigste kodeord er lys, men ikke direkte sol.